mandag den 29. februar 2016

En overraskelse

For noget tid siden fik jeg en gave af min dejlige mand :-) Det var en stor pakke vanillestænger, som han havde bestilt over nettet fra UK.

Det er vanille i god kvalitet og med masser af smag og det lyder til at prisen har været ca. det halve af hvad tilsvarende koster i DK, så det er helt sikkert noget jeg kunne finde på at købe online igen en anden gang :-)

søndag den 28. februar 2016

Lidt hverdagsgodt

Nogle gange må det godt bare være simpelt. Her en nem lille ret, der dog genererer noget opvask...

Medister med blomkålsris og karrymix
(Frilands-)medister

Blomkål
Kardemomme

1 stort løg
2 gulerødder 
½-1 æble
lidt mælk
kogevand fra medisteren
Karry
Soya



Start med at koge medisteren (nogle steger den bare uden at koge, men jeg foretrækker altså at koge den først). Gem lidt af kogevandet.
Vask og riv blomkålet på rivejernets grove side. 
Hak løget lidt groft. Skræl gulerødderne og skær dem i tern. Steg det hakkede løg ved middel varme i et par minutter. Tilsæt karry efter smag. Tilsæt gulerødderne og lad yderligere stege nogen minutter.
Smelt et klat smør på en pande og steg medisteren.
Tilsæt et skvæt mælk og lidt kogevand til løg/gulerødder/karry-blandingen. Lad simre. Skær æblet i tern.
Kog de revne blomkål i vand med lidt kardemomme (½-1 tsk). Det skal kun koge ca 3 minutter, så sies vandet fra.
Tilsæt æbler til karrymixen et par minutter før servering og smag til med soya.

Værsgo og spis.

fredag den 26. februar 2016

Mæt hele dagen


Sidste søndag lavede jeg omelet til morgenmad. Sådan en god solid én, der holdt os mætte helt indtil aftensmaden.

Omelet med spinatfyld (2 pers)
Fyld:
1/2 Løg 
Ca. en håndfuld Spinat (frosset)
Chorizo med jalapeno (man kan også bruge almindelig chorizo)
1 Tomat
salt og peber
Revet grana padano

Omelet:
4 æg
Et skvæt mælk
Muskatnød

Start med at lave fyldet i en lille gryde: Hak løget og steg det ved middel varme. Skær chorizoen i tern og tilsæt til løgene. Hak tomaten og hæld den ved. Tilsæt spinat og krydr med salt og peber. Lad det hele stå og simre. Rør indimellem.
Pisk nu æggene. Pisk grundigt, så de skumer. Tilsæt mælk og riv lidt muskatnød i. Pisk igen og steg så på en pande med lidt olie ved middel varme. Lad den stege et par min og læg så fyld på halvdelen af pandekagen. Husk at lade kanterne være fri. Riv grana padana ud over. 



Lad stege yderligere 2-3- min og vip så den tomme halvdel over del fyldte halvdel. Lad stege til æggene er stive hele vejen igennem. Vend evt omeletten undervejs. Skær over på midten og servér.
Min mand foretrækker at spise et par skiver ristet rugbrød til, men en sådan omelet kan også sagtens stå alene og gøre det ud for et helt måltid.

onsdag den 24. februar 2016

Smoked marlin dip (uden marlin...)

Da jeg for nogle år siden besøgte min søster på Jamaica insisterede hun på at vi skulle på en helt bestemt restaurant,Houseboat i Montego Bay,  hvor de havde den bedste forret. Det var en smoked marlin dip med nogle små flade toastbrød til. Den var ikke på menuen, men man kunne altid få lov at bestille den. Og min søster havde ret - det smagte fabelagtigt!
På et tidspunkt fik min søster opskriften og hun har delt den med mig. Siden har det været en sikker appetizer i mit repertoire.

Smoked mackerel dip

1 røget makrel (røget marlin er ikke det nemmeste at opdrive i DK)
½-1 lille finthakket rødløg
Mayonnaise
Evt. creme fraiche
Tabasco (i rigelige mængder)
Lidt citronsaft

Makrelkødet findeles og alle ben fjernes. De øvrige ingredienser blandes i efter smag. Konsistensen skal være tyk og cremet (lidt som tunmousse), så hold igen med mayonnaisen og creme fraichen. Og så skal der så meget tabasco i at den brænder lidt på tungen - kombinationen af det stærke, det røgede og den fede fisk er virkelig god.

Opbevares på køl til den skal bruges.

Jeg serverer typisk med minitoast, men grissini eller andet sprødt brød kan også bruges. (En rest på lidt knækbrød dagen derpå er godt mod tømmermænd)

Prøv den endelig og forbered dig på en anderledes med afhængighedsskabende smagsoplevelse :-)

Her er et billede af en makrel...
Selve dippen bliver altid spist
 inden jeg når at tage billeder ;-)


tirsdag den 23. februar 2016

Stegte ris som fra Kinagrillen

Den anden aften var jeg alene hjemme med de to mindste og havde egentlig mest lyst til bare at bestille noget take-away. Børnene ville dog helst have havregrød og jeg kunne ikke finde et sted, jeg havde lyst til at bestille fra. Så jeg endte med selv at lave en omgang stegte ris.



Stegte ris
Ris - så mange, som du kan spise (kan evt være rester fra dagen før)
Et par forårsløg
Et fed hvidløg
2-3 stykker hamburgerryg (eller en rest kylling/rejer eller hvad du har lyst til)
Æg
Soya
Olie (fx. solsikke-)

Snit forårsløgene i tynde ringe og hak hvidløget ring. Steg det i olien på middel varme. Lad det stege et par minutter. Tilsæt lidt ekstra olie og hæld risene ved. Skær hamburgerryggen i tern og tilsæt. Mens risene steger piskes ægget hurtigt med et godt skvæt soya. Hæld æggemassen ud over risene og rør det godt rundt. Lad det stege yderligere et par minutter, så æggene bliver gennemstegte. 

Dette var den helt simple variation, men man kan selv variere alt efter hvad man har i køleskabet, fx. tynde strimler peberfrugt, ærter mv. Hvis man ønsker noget mere krydret kan man tilsætte chiliflager, friskrevet ingefær eller karry sammen med løgene.

mandag den 22. februar 2016

Jeg er her endnu :-)

Der har længe været stille her på bloggen - livet har været fyldt med andre gøremål. Nu er jeg på barsel og det betyder at jeg stadig har rigeligt andet at fylde tiden ud med; ikke mindst en glad og aktiv baby, der selvfølgelig gerne vil have min opmærksomhed mest muligt :-)

Men jeg vil prøve at vække bloggen lidt til live igen og se om der kan komme lidt aktivitet :-)

Dagens frokost bestod af en lækker sandwich, som jeg godt kan anbefale.



Sandwich
Flute
Gedeost i skiver
Mangochutney
½ æble i tynde skiver
Iceberg (tror også den kunne være god med frisk rødkål i tynde strimler i stedet)

Flæk flutet og læg skiver af gedeost på. Grill flute med ost i ovnen (ca. 10 min). Imens forberedes salat og æble. Tag fluten ud og læg fyldet i. Velbekomme :-)