søndag den 10. august 2014

Endnu en barndomsklassiker

Som børn havde min søster og jeg 4H-haver i nogle år. En af de ting vi dyrkede var squash i rigelige mængder. Derfor var en typisk sommerret i mit hjem Farseret Squash. En lækker og nem ret :-)


Tilføj billedtekst

Farseret squash
1 pk hakket kalv og flæsk
1 æg
1 skvæt mælk
salt og peber
1 lille hakket løg
2 spsk mel

3 - 4 squash (ikke for store)
2 ds flåede tomater
1 løg
revet ost

Skær squashene over på langs og skrab det bløde i midten ud med en ske. Gem det bløde udskrab. Drys squashene med salt og lad dem ligge ca. ½ time (det suger væske ud af dem.)

Rør en fars af hakket kalv og flæsk, mælk, mel, hakket løg og æg. Smag til med salt og peber. (Jeg har en gang lært at hemmeligheden bag en god fars er at tilsætte nok salt og røre længe nok, så det kan du eksperimentere med, hvis du har lyst.)

Hak et løg lidt groft og brun det i en gryde. Tilsæt udskrabet fra squashen (skåret i mindre stykker). Tilsæt hakkede tomater og smag til med salt og peber. Lad det koge op.

Skyl squashene og tør dem af. Læg dem i en smurt bradepande af passende størrelse, med skrællen nedad. Fyld fars i de udhulede squash og drys revet ost over.
Hæld tomatsovsen rundt om squashene (ikke over!) og sæt det hele i ovnen ved 200 grader i ca. 40 min. (eller til farsen er bagt og osten brun på toppen.)

Spis som det er eller med et godt brød til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar