tirsdag den 1. oktober 2013

Moules Mums!

Jeg ved ikke helt hvad der er sket - nedenstående opskrift lagde jeg ud for en måneds tid siden, men Blogger har åbenbart slettet den igen?!? -Men her kommer den én gang til :-)

Der var tilbud på muslinger hos fiskehandleren i den lokale SuperBest. Og da muslinger er en af Kaspers livretter  gav jeg mig fluks til at søge rundt på nettet efter en opskrift. Jeg fandt en masse forskellige, som jeg endte med at kombinere i min helt egen opskrift - og resultatet blev en af de lækreste retter nogensinde :-D

Pasta med muslinger

Frisk pasta

Evt frisk parmesan

1 kg muslinger
løg
1 citron
½ chili
1 tomat
1-2 dl hvidvin
hvidløg
frisk persille
olivenolie
salt
peber
Start med at rense muslingerne - det er den del jeg synes mindst om, jeg er altid bange for at de skal nive sammen om mine fingre, men det er heldigvis ikke sket endnu...Skyl under koldt vand og fjern 'skægget'. De muslinger, der ikke lukker sig ved at blive banket let i bordet er døde og kasseres.

Hak løget fint og svits i  olie i en stor gryde til det begynder at blive blødt. Tilsæt finthakket hvidløg. Tilsæt finthakket chili, derefter hakket tomat. Lad det hele svitse i ½-1 minut og tilsæt hvidvinen. Hæld muslingerne i gryden og læg låg på. Lad det koge/dampe i ca. 10 min.
Imens koges den friske pasta.
Inden servering vendes en omgang hakket persille i muslingerne.
Ved bordet kan man selv rive parmesan over, hvis man har lyst.

-Husk kun at spise de muslinger, der har åbnet sig under tilberedningen.

Jeg kan kun anbefale at give sig i kast med muslinger. De er nemme at have med at gøre og fås ofte til en god pris - og så smager det jo skønt :-)

Som et sjældent festligt indslag vil jeg også komme med en vinanbefaling. Den vin jeg brugte i retten og efterfølgende drak dertil, var nemlig helt perfekt. Det var en AUS, som jeg havde købt i SuperBest.